Børne- og ungehjemmet Schouholm
“Familien Schouholm”
Børne- og unge hjemmet Schouholm er et botilbud for primært omsorgssvigtede børn og unge, der af den ene eller anden grund ikke kan bo hjemme. Schouholm er godkendt efter §43 til børn i alderen 12 – 23 år.
Vores mål er at skabe nærhed og tryghed i et familielignende miljø, hvor vi dyrker det familiære og de tætte relationer.
Når næstbedst er bedst
Der kan være mange grunde til, at et barn eller en ung ikke kan bo hjemme. Uanset årsagen, vil vi være det bedste alternativ, og vi gør vores bedste for, at alle får oplevelsen af en god og tryg barn- og ungdom.
Har du én gang været en del af “familien Schouholm”, vil Schouholm altid være dit hjem.
Trygge, faste rammer
Vi ønsker at give det enkelte barn og ung en opvækst, der ligner den, vi forbinder med en opvækst i en “normal” familie. Det er trygge, faste rammer og voksne, som er tilgængelige, og som kan rumme det enkelte barn/ung og de kompetencer og udfordringer, de hver især har.
De voksne på Schouholm er bevidste om, at det kan være svært at være væk hjemmefra. Det har vi professionelle redskaber til at håndtere.
Hjælp og støtte til skolearbejdet
Børn og unge hos os får hjælp og støtte til skolearbejdet, så alle får det maksimale ud af deres skoleforløb. Vi kan hjælpe på alle niveauer. Vi kan hjælpe både dem, der klarer sig godt fagligt, og som går efter de høje karakterer og dem, der har haft svært ved skolearbejdet, og som tidligere ikke har brudt sig om skolelivet.
Hverdag og fritid
Vi støtter op om, at de unge dyrker deres fritidsinteresser. Der er mange muligheder på Schouholm for aktiviteter, og vi er også meget gerne med på sidelinjen til fodboldkampe.
I løbet af året er vi på flere ture og rejser. Vi er på kanotur, på ski i Norge, på togt med Skoleskibet Hjalm og også en uge i Spanien.
Ansatte
På Schouholm er de ansatte uddannede pædagoger, lærere og sagsbehandlere. Alle er dybt engageret i de unge. Mange har valgt at bo på stedet og får derved en helt speciel relation til de unge.
Vores personalegruppe spænder bredt aldersmæssigt. Det er et bevidst valg for at give de unge mulighed for at spejle sig i forskellige aldre og roller. Det giver også, på en helt naturlig måde, følelsen af at være en familie.
De ansatte på Schouholm har taget et aktivt valg om at være en del af “Familien Schouholm”.
Schouholm var min redning
Schouholm var min redning i en meget kaotisk periode i mit liv. Jeg fandt hurtigt ud af at indgå i en hverdag sammen med de andre unge på Schouholm. Vi kunne hver især relatere til hinanden, fordi vi alle havde noget med i bagagen. Schouholm var uden tvivl mit rareste og tryggeste hjem i de 2,5 år jeg boede der.
Denise Anild
På Schouholm lærte jeg at håndtere sejre og nederlag
Efter en turbulent opvækst troede jeg, at jeg var klar til at stå på egne ben som 18 årig. Det var jeg ikke. Jeg droppede ud af gymnasiet og havde svært ved at finde troen på mig selv. På Schouholm fandt jeg motivationen til at gennemføre gymnasiet og lærte at håndtere sejre og nederlag som i en familie. Det fik mig på rette spor og nu på rette hylde.
Olivier